DOGVILLE på Odense Teater
Odense Teater
Odense Teater

Menu

DOGVILLE på Odense Teater

Artikel fra magasinet SCENE januar 2016

Da Odense Teater skabte en teaterudgave af Lars von Triers film BREAKING THE WAVES, blev den en stor succes og indbragte blandt andet teatret en Reumert for årets bedste forestilling. Nu er turen kommet til et andet mesterværk fra Lars von Triers hånd, når DOGVI LLE rammer de skrå brædder for første gang i Danmark.

DOGVILLE er et stærkt menneskeligt drama med moralsk sprængstof, der som en slags moderne lignelse er historien om et fællesskab, der i stedet for uselvisk medmenneskelighed viser smålig afstumpethed overfor en fremmed, der har brug for hjælp. Og som spiller Lars von Trier publikums følelser et puds og lader os tilbage med en ubændig hævntørst, som vi godt ved er lige så forkert, som alt det vi vil have hævn over.

FABLEN OM DOGVILLE
En mørk og kold aften søger den elegante Grace Margaret Mulligan ly i den fattige mineby Dogville. Hun er på flugt fra gangstere. Byens selvudnævnte moralske talsmand, Tom Edison, tager af sit gode hjerte imod hende, og får Dogvilles skeptiske beboere med på at skjule Grace, mod at hun hjælper de lokale i deres arbejde. Da prisen for byens beskyttelse bliver stadig højere, lærer hun, at barmhjertighed koster. Men Grace gemmer på en farlig hemmelighed, og hendes besøg kommer til at ændre Dogville for altid. DOGVILLE modtog en Bodil for bedste danske film i 2003 og blev nomineret til guldpalmerne i Cannes.

INSPIRATION FRA TEATRET
Da Lars von Trier indspillede DOGVILLE, lånte han elementer fra teatret. Kulissen kunne lige så godt have været en teaterscene: Et sort gulv med kridtstreger og enkelte kulissedele. Og så var skuespillerne til stede på settet hele tiden. Nu låner Odense Teater hans historie og viser den på teaterscenen for første gang i Danmark.

SKUESPIL OG HISTORIE I FOkUS
Med DOGVILLE ville Lars von Trier skrabe filmens overflødighedshorn af tekniske muligheder og illusionsnumre væk og i stedet lade filmen bære af skuespillet og historiefortællingen. Det lykkedes i en grad, så den kendte amerikanske instruktør Quentin Tarantino (PULP FICTION) har udtalt, at manuskriptet til DOGVILLE er et af de bedste, han nogensinde har læst, og at von Trier ville have vundet en Pulitzerpris, hvis han havde skrevet det til teatret. DOGVILLE er bearbejdet for Odense Teater af den dristige instruktør Tue Biering, som også iscenesætter forestillingen.

>> Læs mere om teaterforestillingen på Odense Teater her

FAKTA

LARS VON TRIER (f. 1956)

Lars von Trier betragtes som Danmarks ubetinget største filminstruktør siden Carl Th. Dreyer. Hans indflydelse på filmkunsten i de seneste 20 år har ikke blot været en drivkraft inden for den succes, dansk film oplevede op gennem 90’erne og 00’erne, men har også medført stor international anerkendelse – som kulminerede i 2000, da hans film DANCER IN THE DARK med den islandske sangerinde, Björk, i hovedrollen vandt Palme D’Or (Guldpalmerne) i Cannes. Von Trier undersøger altid nye virkemidler og udtryksformer, og hans værker spænder fra komedie over drama og tragedie til det nærmest pornografiske. Lars von Trier har aldrig været bleg for at provokere, men altid gjort med håndfast stilsikkerhed i sin afsøgning af filmmediets grænseflader.

Det er dog ikke alene von Triers store forståelse for filmmediets fortælleform, der bringer hans film op i den internationale superliga, for von Trier besidder også en unik evne til at fortælle historier, der trænger ind under huden på publikum. Her er DOGVILLE og BREAKING THE WAVES ingen undtagelse.

 



Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK