Fyraftensarrangement for undervisere
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Fyraftensarrangement for undervisere

Tak til alle som deltog i vores webinar for undervisere om Ronja Røverdatter.

Vi havde lovet at lægge en optagelse af webinaret på hjemmesiden, men teknikken har drillet, så det kan vi desværre ikke. Her kommer en lille opsummering af webinaret og du kan se de videoer, som vi viste på webinaret.

Første live webinar fra Gl. skuespillerfoyer
Webinaret blev sendt fra den gamle skuespillerfoyer lige ved siden af Store Scene hvor prøverne til Ronja Røverdatter var i fuld gang.

Vi har produceret forskellige undervisningsmaterialer til forestillingen.
- et materiale til indskolingen, der giver idéer til hvordan du kan arbejde med forestillingen, så den giver fagligt udbytte i danskundervisningen, selvom eleverne endnu ikke kan læse historien selv.
- et materiale til mellemtrinnet med fokus på dansk, som arbejder med at eleverne skal undre sig, stille spørgsmål og selv komme på banen med diverse produktionsorienterede opgaver.
- et materiale som giver gode idéer til at arbejde med drama og idræt i forbindelse med forestillingen. Find undervisningsmaterialerne her!
 

Ny musik
Der er skrevet helt ny musik og sange til Odense Teaters version af Ronja Røverdatter. Det er komponist og musiker Nikolaj Busk, som har skrevet musikken og det er forfatter og tekstforfatter Thomas Høg, der har skrevet sangteksterne. Hør om deres arbejde i de to film, som du kan se nedenfor.

Scenografi og kostumer
Scenograf og kostumedesigner Camilla Bjørnvad viste sine tegninger og inspirationsbilleder til både det scenografiske univers og kostumerne. Hun fortalte blandt andet, at hun havde skabt universet under Corona lockdown i sit sommerhus, tæt på naturen. Det gav meget god mening i forhold til Ronja Røverdatters univers at have så nem adgang til natur, mos og træer som hun havde der i sommerhuset. Røverne i Mattisborgen er inspireret af rockere og andre machotyper, som har givet røverne et lille twist i denne version. 

Koreografi og inspiration
Herefter kom koreograf og medinstruktør Peter Friis forbi og fortalte om hvordan han arbejder meget organisk med koreografi. Han har idéer til bevægelser og dansemoves men lader også skuespillerne lege med de indspark han kommer med. I forhold til røverne har han ladet sig inspirere af Camilla Bjørnvads idéer med machorøvere og fundet inspiration i Maoriernes Haka dans og også i Disneyfilmen Vaiana. Det har givet nogle sjove dage på prøvegulvet at lege med Haka dansen og de muligheder der er i den. Han opfordrede til at vise eleverne noget inspiration og lade dem lege med Haka for eksempel.

Ronja Røverdatter på en lidt ny måde
Instruktør Frede Gulbrandsen fortalte om sin fascination af Astrid Lindgrens fortælling og hvordan den virker relevant på en helt ny måde i en tid hvor unge, ligesom Ronja og Birk, siger fra over for de voksnes valg og måder at leve på. Nutidens unge er klimaforkæmpere og meget bevidste om, at de vil leve på en anden måde end deres forældre. Og så er Ronja Røverdatter også en historie om overgangen fra barn til ung, hvor forældre går fra at have heltestatus til at blive mennesker med fejl og mangler. 

Tryghed i teatret
Vi sluttede af med Covid-19 og lidt information om hvordan vi griber sikkerheden an, når I kommer i teatret med jeres elever.
- hver klasse/gruppe følges separat ind på deres pladser. Der sprittes hænder på vejen. Voksne og børn over 12 år skal bære mundbind i foyerområdet. Mundbindet må tages af, når man sidder på sin plads. 
- Garderoberne er lukkede så medbring så lidt som muligt.
- Hvert andet sæde er spærret af i salen.
- I pausen bliver man siddende med mindre man har brug for at gå på toilettet. 
- Klasser/grupper følges ud enkeltvis så man ikke kommer i kontakt med andre grupper. 
Læs mere om sikkerhed her!

 



Ny musik til Ronja Røverdatter af Nikolaj Busk

Thomas Høg fortæller om sangene

Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK