HVEM HAR ÆREN?

12. juni 2016 fik Rolf Heim tildelt reumert-prisen for "Årets Instruktør" med forestillingerne HVEM HAR ÆREN?, Odense Teater og ARNE GÅR UNDER, Bådteatret

Juryens begrundelse lød:
Rolf Heim jonglerer virtuost. Han gør æresdrab til en farce, og han gør dukketeater til socialrealisme. Hele tiden har han en kritisk kommentar til magten – og altid taler han de svages sag. I farcen spiller hans skuespillere med slapstick-komik, og i dukketeatret opstår et helvede i en dukkehånds rysten. En imponerende spændvidde hos en instruktør!

Om Ibrahim Amirs HVEM HAR ÆREN? sagde Rolf Heim:
"... sprængfarlig dramatik. Hans tekst var en perle, og jeg synes også det er på tide nu, at vi kan grine af hinanden i disse svære tider, så denne farce om indvandrere har ligesom åbnet nye døre."

Læs mere om Rolf Heims pris her.
Læs mere om Årets Reumert her.

STJERNEARRANGEMENT

SUKKERKOGERIET - TIRSDAG 24. NOVEMBER, KL. 17.30-18.30

Den syriskfødte østrigske forfatter Ibrahim Amir har skrevet en komedie om æresdrab. To fædre skændes med hinanden og deres sønner om, hvem der skal udføre et planlagt æresdrab på deres datter/svigerdatter. De er enige om, at hun skal slås ihjel, for hun har været sin mand utro, men hvem skal gøre det? Og hvem har egentlig æren for at situationen er kommet så langt ud? Mød skuespillerne Jens Jørn Spottag og Mads Nørby, der spiller de to fædre.

>> Tilmeld dig her

(Stjernearrangementerne er forbeholdt Odense Teaters Stjernekunder)

- I Vesteuropa virker et emne som æresdrab vældig eksotisk. I arabiske lande er det den rå virkelighed.

Ordene er dramatikeren Ibrahim Amirs. Han har skrevet ”Hvem har æren?”, der er noget så selvmodsigende som en komedie om æresdrab.

Lige så kontroversielt er det, at komedien er skrevet af en syrisk kurder. Ibrahim Amir kom til Wien for 13 år siden som politisk immigrant og læste til læge. Han arbejder på et hospital og sparer op, så han fra tid til anden kan tage orlov og koncentrere sig om at skrive dramatik.

- ”Hvem har æren?” er ikke sådan ”ha-ha klaske sig på lårene-sjov”, men underfundig og grotesk. Jeg bruger humoren som luftrenser, forklarer Ibrahim Amir.

VESTEN ER OGSÅ PATRIARKALSK
- For mig gælder det ikke om at slå nogen kultur i hovedet med dens middelalderlige metoder og tænkning. Men heller ikke at hænge ”den nye kultur” ud. Det er først, da politiet tropper op, man finder ud af, at personerne opholder sig på fremmed jord, siger Ibrahim Amir.

For at understrege skellet mellem kulturerne lader han politi-folkene tale sort.

- Historisk set er æresdrab ikke en mellemøstlig opfindelse. Når æresdrab har overlevet i det muslimske samfund, er det fordi, familien stadig er fundamentet. Når der ikke findes et socialt sikkerhedsnet, bliver man afhængig af hinanden, så hvis man mister æren, taber man også ansigt og status.

Ibrahim Amir opfatter også den vestlige kultur som patriarkalsk orienteret, selv om det manifesterer sig på en anden måde:

- I den vestlige verden hyrer man en detektiv eller en advokat i stedet for at gribe til våben.

MOR ER DEN SANDE HELTINDE
Ved verdenspremieren i Wien blev Ibrahim Amir rost for at præsentere æresdrab som et af de skjulte problemer, der er flyttet med indvandrerne til Europa. Hans ønske med stykket er at bidrage til integrationen:

- Sand integration kræver, at europæiske teatre præsenterer skuespil med mellemøstligt udgangspunkt. Ikke nødvendigvis politisk teater, for sociale og religiøse konflikter er lige så interessante.

At Ibrahim Amir blev læge og dramatiker er udtryk for et forældre-styret kompromis.

- Min far er syrer. Universitetsuddannet historiker, forfatter og politisk aktivist. Nu har han trukket sig tilbage og dyrker oliven.
Olivenolie er Syriens sande guld. Han stammer fra en rig, venstreorienteret familie. Alligevel var det ham, der syntes, jeg skulle blive noget fornuftigt som advokat eller læge. Min mor er min sande heltinde. Hun er ud af en fattig kurdisk slægt og begyndte at tjene til føden, da hun var syv. Hun lærte også sig selv at læse og skrive - det er en fantastisk bedrift. Hun opfordrede mig til at følge mit hjerte.

Artiklen er skrevet af Lene Kryger og gengivet med venlig tilladelse af Fyens Stiftstidende.

I komedien HVEM HAR ÆREN? har en kvinde været sin mand utro. Æren er krænket. Far og svigerfar er nogle småkriminelle gangstertyper, der febrilsk forsøger at få styr på situationen og genoprette familiens ære. Men intet går helt, som de har forestillet sig.

Det er skuespillerne Jens Jørn Spottag og Mads Nørby, som skal spille de to fædre på glatis. Vi har mødt dem til en snak om hårde og bløde fædre og om at håndtere store forandringer.

HVEM HAR ÆREN? er skrevet af den syriskfødte østrigske forfatter Ibrahim Amir, der veloplagt og med grotesk humor peger på dobbeltmoral og gamle idealer om ære og mandighed, som ingen rigtig kan leve op til. Komedien leder tankerne hen på Tarantinos film, hvor vold, komik og mennesker med blakket moral mødes.

Hvad vil Ibrahim Amir fortælle med stykket?

Jens Jørn Spottag:
“Stykket handler dybest set om dumme regler til alle tider. At man ikke skal acceptere nogen regelsæt som definitive. Og at man aldrig skal tænke, at man er højt hævet over andre menneskers fejl. Ingen af os kan tåle for alvor at blive kigget efter i kortene.”

De to fædre er sårede, både på deres stolthed og faderære men måske også i deres hjerter. Kan I genkende noget fra jeres egen måde at være far på?

Mads Nørby:
“Følelserne bag kan man genkende eller forstå i et vist omfang, men handlingerne er milevidt fra noget, man nogensinde selv kunne drømme om at gøre.”

Jens Jørn Spottag:
“Det er svært at genkende det fra min egen måde at opdrage på. “Du skuffer din far, hvis ...” Det er aldrig kommet ud af min mund. Det er faktisk heller aldrig kommet ud af min fars mund. Men jeg kender det fra min bedstefar. Nogle gange har jeg faktisk tænkt over, at en relativt “blød” opdragelse, som den jeg har givet mine børn, måske kan gøre det lidt svært at gøre oprør. Hvad skal man gøre oprør imod? Måske er det nemmere i en familie, hvor man er bedre til at formulere nogle klare ønsker om, hvordan man skal opføre sig.”

Mads Nørby:
“Det er også meget langt fra min måde at være far på. Der er vi jo nok nogle meget bløde mænd begge to. Der bliver ikke lyttet så meget til kvinderne i stykket. Der er ingen kære mor. Der kan min kone godt nogle gange være stødpude og lige spørge, om den grænse, jeg er ved at holde fast i, egentlig er vigtig. Måske er det en mandeting, det med at holde lidt for hårdt fast i det firkantede og konflikten.”

Er I stødt på den her stejle fadertype som skuespillere før?

Jens Jørn Spottag:
“Heldigvis anede jeg ikke, at fædre kunne være sådan nogle klaphatte, før jeg stiftede bekendtskab med dem på teatret og i litteraturen. Men her har jeg så til gengæld spillet flere af dem i min karriere. Både fædre og sønner i onde magtkampe.”

Mads Nørby:
“Jeg spillede for eksempel Antigones far, Kreon i en græsk tragedie for nogle år siden. Han var meget stejl. Han ødelagde sig selv, sin familie og verden omkring sig, fordi han holdt krampagtigt fast i sine principper. I HVEM HAR ÆREN? bruger Ibrahim Amir humor og satire til at vise det behjælpsomme i at holde krampagtigt fast i principper og dogmer. Det er jo ret specielt at skrive en komedie om æresdrab. Men han slipper ret godt fra det.”

På deres lidt ubehjælpsomme måde forsøger de to fædre at leve op til nogle traditioner, de kender. Hvorfor?

Jens Jørn Spottag:
“At slå et andet menneske ihjel på grund af ære! Det virker jo helt absurd, at sådan noget kan foregå i et moderne demokrati. Omvendt kan jeg godt sætte mig ind i, at det må være rigtig svært at have en tradition med sig, som man ønsker at føre videre, samtidig med at man lever i en verden, hvor det er nogle helt andre værdier og normer. Store samfundsskred er virkelig svære at håndtere for mennesker. Det sker jo også hen over generationerne. De ting, som var de rette at gøre i vores barndom, er noget helt andet end det, vi har opdraget vores egne børn ud fra. Måske har mennesker en tendens til at søge mod en strammere dogmatik, når verden omkring bliver meget flydende. Så bliver vi måske lidt mere moralske, end godt er. Og ender i et lidt firkantet forsøg på at holde fast i de gode gamle dage.“