Jeg Hedder Bente

Da Bente som 55-årig får konstateret Alzheimers, er det vennerne, der er omkring hende frem til hendes død. Det giver dem anledning til på godt og ondt at reflektere over det levede liv, og de valg de har truffet.

Stykkets handling er centreret omkring de følelser og de situationer, der opstår, da Bente får konstateret Alzheimers. Hendes tætte veninder prøver som stykket skrider frem at fremmane og fastholde højdepunkter i Bentes og deres egne liv, ligesom veninderne prøver at overtage Bentes liv med “sidste øjebliks-ting” hun bare må nå, inden hun skal dø. 

De fire veninder er meget forskellige, hvad angår profession, temperament og familiesituation, og udsigten til Bentes snarlige død får dem til at sætte spørgsmålstegn ved det liv, de lever. Det afføder en nærmest komisk aggressivitet kvinderne imellem, da de hver især er bange for eller misunder de valg, de øvrige har truffet. 

Samtidig fornemmer man en tiltagende frygt og smerte hos Bente, der, som stykket skrider frem, forstår, at livet går videre for de andre, mens hun forsvinder…

At miste en ven
JEG HEDDER BENTE sætter fokus på det faktum, at op mod 50.000 ældre danskere har Alzheimers i ren form og yderligere ca. 8.500 har en blandingsform af demens. Dette er en historie, der trænger sig på for rigtig mange mennesker. 

For når denne sygdom rammer er det ikke kun personen og dennes familie, som berøres. Det er i lige så høj grad tætte venner. Vi spejler os i vores venner. Vi lægger os op ad hinanden, går mod hinanden og behøver hinanden.

Men hvad sker der med den, man er, når man ikke husker vennerne mere og de ikke genkender en længere? Hvem ønsker at miste kontrollen over sig selv?