Forestillinger
Odense Teater
Odense Teater

Menu

Jeppe På Bjerget

En komedie af Ludvig Holberg

I århundreder har vi spejlet os i klassikeren om bonden Jeppe, der både er en elskelig stakkel og en stakkels nar

“Drømmer jeg, eller er jeg vågen?”, udbryder Jeppe og kniber sig selv i armen, da han vågner i baronens seng og ikke i vejkanten, hvor han faldt i søvn. Da han er kommet sig over den første forskrækkelse, beslutter han sig for, at han må være kommet i paradis og kaster sig ud i rollen som tyrannisk herre. I begyndelsen er han en smule handlingslammet, men kommer hurtigt efter det og udsteder snart trusler og dødsdomme til højre og venstre.

Heldigvis for dem han tyranniserer, men desværre for Jeppe, varer hele herligheden kun én enkelt dag. Det er nemlig baronen og hans mænd, der har væddet om, hvordan sognets mest dovne bonde vil opføre sig med en barontitel i ryggen.

Da Jeppe vågner op på møddingen i sit gamle tøj, må han indse, at hvad der kommer let, går let.

Store Scene
Premiere 13. september 2012 kl. 19:30

Spilleperiode
13. september - 11. oktober 2012

Spilletider
Mandag - fredag kl. 19.30
Lørdag kl. 16.00

Varighed
Ca. 2 timer og 10 minutter inkl. pause

Download skolemateriale her

Premiere 13. september 2012

Tip en ven

Pressen skrev

Fyens Stiftstidende

"Anders Gjellerup Koch løfter Jeppe ud af teatermuseet og gør ham til en tragisk og uventet nutidig skikkelse."

"... en dristig og nødvendig nyfortolkning, der understreger tragedieelementet uden at tvinge Holberg ind i en nupolitisk bås, hvor han ikke hører hjemme. Men lader hans humoristisk afvæbnende kritik af tingenes tilstand kaste et ubarmhjertigt lys over vor tids stadigt skarpere skel mellem A- og B-hold."

Information

"Odense Teater har ramt den umulige balance mellem historisk ærbødighed og nutidig flabethed i den fremragende fortolkning af ’Jeppe på Bjerget’"

"Anders Gjellerup Kochs Jeppe er fuldkommen uimodståelig, uhumsk eller ej. En begavet og analytisk Jeppe, der bare aldrig har haft modet til at handle ... For en Holberg-elsker er denne fuldtræfferopsætning af Jeppe på Bjerget virkelig som at vågne i baronens seng …" Læs hele anmeldelsen

JyllandsPosten

"Som Jeppe er Anders G. Koch vidunderlig. Bredbringet, duknakket og svinsk som et dyr tumler han rundt, grødet i stemmen, tung i kroppen. Men dum er han ikke. Der er filur og snusfornuft i ham; han er rørende uden at blive sentimental - vi har aldrig ondt af ham, men synes heller ikke, at han er umenneskelig eller ulækker. Det er denne balance, der er forestillingens mestergreb hele vejen igennem."

"Fordelingen af sym- og antipatier mellem Jeppe, Baronen og Nille kræver både kløgt og dramaturisk klarsyn. Begge dele besidder Klaus Hoffmeyers brilliante opsætning ... Det er så det suger i maven, når tæppet går ned."

Kjerteminde Avis

"En intrige, der går rapt og elegant over scenen, og som forgyldes af Anders Gjellerup Kochs blændende evne til at nuancere sine udtryk. Ikke kun i ord, men også, når han som den simple bonde skal finde ud af at spise supper eller østers. Han er en storslået skuespiller."

"Mange store skuespillere er blevet fejret for deres blændende fremstilling af den stakkels hovedperson på et fremragende teater.. Nu altså Anders Gjellerup Koch og Odense Teater. Af sted, af sted!" Læs hele anmeldelsen

Kultunaut

"Man kan trygt slæbe en masse høje forventninger med ind på Odense Teater og nyde Jeppe på Bjerget"

Læs hele anmeldelsen

Kulturkongen.dk

Politiken

"Klaus Hoffmeyers iscenesættelse er suverænt tænkt og turneret, man mærker erfaringens mesterskab ... Anders G. Koch er et herligt genstridigt kreatur, med en egen stamina i kroppen og en dirch passersk dræven på ordene." Læs hele anmeldelsen

Weekendavisen

"Skuespilleren Anders Gjellerup Koch har et mentalt og vokalt klaviatur at spille på, så man bliver helt ør af benovelse. De store paradenumre lykkes blændende godt i Gjellerup Kochs frodige og præcise spil, i Hoffmeyers eminent efterspændte instruktion og i Mellentins fluktuerende danmarksbillede."

"Har man nogensinde oplevet det orgelværk af nedværdigelser og feberredninger, som Jeppe på bjerget er, spillet så drønende til bunds i alle piberne?"

"Alt hvad der sker i Klaus Hoffmeyers tour de force med denne nationalkomedie, er eruptioner fra selve værkets kerne. Mesterligt."

Bearbejdelse og iscenesættelse Klaus Hoffmeyer

Scenografi Birgitte Mellentin

Pressefotos

Se flere

Odense Teater
Jernbanegade 21
5000 Odense C
Billetten 66 12 00 52
odenseteater@billetten.dk

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere.

OK