Peer Gynt

”Blodet er aldrig så tyndt, at man ikke er lidt i slægt med Peer Gynt!”, minder Henrik Ibsen os om i sin fantasifulde fortælling om lykkeridderen, der drager ud i verden med ambitioner om at finde sig selv og blive til noget stort. 

I Folketeatrets version af Ibsens berømte dramatiske digt, er Cyron Melville den unge Peer og Preben Kristensen den ældre Peer. Historien er bearbejdet så 7 skuespillere – bl.a. Anette Støvelbæk og Mads Knarreborg – befolker hele den verden, Peer prøver kræfter med gennem et langt, levet liv; fra håbefuld ung, til selvtilfreds voksen og til sidst som desillusioneret ældre, der sammenligner sig selv med et skrællet løg; lag på lag, uden en kerne.

På sin store livsrejse, der fører ham jorden rundt, prøver Peer det meste: Han forfører kvinder på
stribe, og han forlader dem. Han bliver rig, og han mister det hele. Han bliver profet, og han bliver
vanvittig. Undervejs indser han, at han i sin ihærdige søgen efter sin indre kerne er flygtet fra de
vigtigste relationer i sit liv; familien, kæresten, barnet – alle dem, der kunne have hjulpet ham med
at finde sit sande jeg. Han bøjede af og gik udenom dér, hvor han burde have stået fast.

Peer Gynt er både en klassisk- og en meget moderne dannelsesberetning, der stiller det evigt gyldige spørgsmål på spidsen: Hvordan er man sig selv, uden at være sig selv nok?